Min egen sag taget i betragtning, vil jeg jo (klart nok) stemme for at vi skal hyldes.. Og alligevel kan jeg nu (måske) godt se, hvorfor lillepigens biologiske mor kunne tænke sig at hade mig.

I vores (eller faktisk er det jo i Simons tilfælde) var det ham, der valgte at gå, og efter et ½ år finder sig en ny kæreste, bliver smaskforelsket og er blomstret op sammen med mig. Det må være enormt svært for den tilbagestående, at omfavne sin “gamle” kærligheds nye lykke. Især når den der “lykke” har et ansigt og en mund der kan tale og derfor ord man skal forhold sig til. Det må også være rædsomt, at efterlade sine børn hos den nye lykke med hud og hår og tage tilbage til sin ensomhed, der må være rungende, når en anden kvinde leger familie med ens familie.

Selv ved jeg ikke hvordan jeg ville reagere. Umiddelbart ville jeg hade hende den nye, være sikker på at hun var grimmere end mig, have lyst til at prikke hendes øjne ud og sy hendes arme fast på ryggen. Og dog. Jeg håber ikke jeg ville reagere sådan (halløj, spændetrøje). Jeg håber tværtimod at jeg vil kunne opføre mig ordentligt og have klarsyn, hvis den nye kvinde viser sig at være god ved mine børn.  Min egen situation taget i betragtning, ville jeg nok løsne kæbetøjet lidt på forhånd, da jeg jo selv står som den nye bonusmor, der bliver målt, vejet og drejet – om og om igen.

Tingen er dén, at biologiske mødre nok altid vil være sikre på, at bonusmor ikke gør det halvt så godt, som de selv ville gøre. Og næ, det kan der være noget om, da kærligheds-nerverne med blod og fostervand mangler. Men vi (ja VI – bonusmødre), gør det bedste vi kan – og vi gør det. Involverer os, putter i seng, tager med på legepladsen, vasker tøj, lytter og taler, opdrager og tager stilling…. og alt det andet man skal gøre for små mennesker. Selvfølgelig gør vi det, fordi vi elsker vores partner og børnene er en del af ham. Ud fra ham udspringer der sig så et nyt kærlighedsforhold til de små poder, der sidder fast på ham. Det ansvar vidste vi var dér, da vi sagde ja til at indgå i et forhold til manden og det ansvar står vi ved.

At vi så bander og svovler til mænd og veninder om hvor latterligt hårdt det er nogle gange, er en anden sag, men en sag der hører med til det at være bonusmor. Noget som jeg personligt håber jeg kan snakke med Mathilde om en dag. Den dag hun er gammel nok til den snak, skal vi have den – og jeg kan lige så godt sige det som det er – jeg glæder mig!

Jeg synes ikke det skal være et tabu overfor hende (når hun bliver gammel nok ), at det har været hårdt at være bonusmor for et barn, der ikke er ens egen. At jeg nogle gange, inden “skiftedag” har trukket vejret ekstra tungt. Det gør jo ikke min kærlighed til hende mindre eller er ensbetydende med, at man hellere ville have været foruden. Og hvem ved..? Måske vil hun så omvendt fortælle, at hun har trukket vejret lige så tungt, når det var tid til at skulle hjem til far og Paulina igen. Måske har de hadet alt det med at have 2 hjem, og måske havde hun helst været foruden en bonusmor..? Who knows..?

Uanset hvad denne snak kommer til at indeholde, så skal den ikke pakkes væk eller holdes nede – det er vigtigt at vi viser “vores” børn at der er plads til at snakke om de ting der har været svært og hårdt på den her rejse. Det er vores historie, og det er den der er med til at gøre os til os. Og faktisk tror (og håber jeg) at det kun kan gøre båndet mellem os endnu stærkere, når vi læser højt fra vores eget kapitel.

… Og det var i dén grad den følelse jeg sad med.. I mit forhold til min eks, der varede i knap 2 år, var den eneste følelse jeg sad tilbage med efter bruddet, svigt.. Jeg var på så mange niveauer blevet svigtet, holdt for nar og ledt bag lyset. Jeg var ikke længere den kvinde han ønskede at tilbringe sin tilværelse med (og her var der ikke snak om hverken forlovelse eller ægteskab – overhovedet!)

Når jeg tænker tilbage nu, så “burde” jeg måske have set det komme – og så igen, HVORDAN?! Hvordan ser man det komme, at ham man elsker træffer dét valg, at bryde din tillid til ham, for i stedet at være sammen med en anden kvinde..? Jeg har fået det ind med modermælken, at man skal sætte andres behov før sine egne – og det må man da i sandhed sige at jeg gjorde i mit forhold til min eks..
Men for nu lige at starte ét sted, for ligesom at komme til “bunds”, så vil jeg forsøge at starte med mig selv.

Jeg er vokset op i en stor villa, mor og far og 6 børn (mig inklusiv). Vi havde alt hvad vi kunne drømme om – computer, hest, crosser, cykler på stribe, og en have på størrelse med en fodboldbane at lege på. Dog var alt ikke lutter idyl – min mor var/er alkoholiker. Sådan! Så er det ude, sagt højt, og til frit skue for alle til at dømme.. Jeg kan sige det med det samme – der er næppe nogle fordomme omkring dét at være barn af en alkoholiker jeg ikke har hørt før. Underlige blikke fra de andres forældre, bagtaleri i skolegården, og lærere der lod som om de ikke kendte til problemerne i hjemmet.. Jeps, been there, done that! Alt dette, sammen med en skilsmisse da jeg var 9, en mor der ikke tog ansvar, og en følelse af ensomhed har gjort mig til den person jeg er i dag (på godt og ondt) – nemlig én der har issues med tillid. Og jeg kan godt høre det – come on, det har de fleste mennesker sikkert i én eller anden grad.. Det anfægter jeg på ingen måde. Tværtimod er dette blot min måde at anskue min egen personlighed og dertilhørende issues – believe me, jeg har mange andre også!

Anyway, jeg har brugt det meste af min ungdom på at “passe på” min mor – nogle vil måske mene, at det var efter eget valg – tjah, det er vist meget med øjet der ser.
Jeg har altid været meget viljestærk, målrettet og bestemt omkring hvad jeg ville i livet. Jeg forsøgte hele min ungdom og også op igennem mine tidlige voksen-alder at tilegne mig en vis kontrol og selvbevidsthed. Jeg er igennem mine teenage-år droppet ud af folkeskolen, været inde og ude af “systemet”, hvor jeg har mødt forskellige typer socialrådgivere, men uanset hvor jeg kiggede hen mødte jeg alligevel aldrig én der for alvor forsøgte at sætte sig i mit sted, og lytte til hvad JEG havde brug for.
Denne følelse af at være “tilovers”, og ikke møde en lyst til at imødekomme mine behov, har måske nok i nogen grad gjort, at jeg har fået lært mig selv, at det ikke for alvor er vigtigt hvad jeg har brug for, men derimod hvad alle andre omkring har brug for. And let me tell you something – det er langhåret..! Det er langhåret altid at skulle være opmærksom på alle andre omkring én, og samtidig stadig have følelsen af at man ikke gør dét godt nok.

… Nu er jeg så blevet dét, som jeg selv vil kalde for “voksen”.. Med alt hvad dertil hører, og jeg forsøger på bedste vis at jonglere med det..