… Uværdig og ubetydelig – og med en ubærlig sorg over at miste..!

… Temmelig ironisk at jeg her – knap 6 mdr efter jeg udgav sidste indlæg om dét at være bonusmor – nu sidder et komplet anderledes sted i tilværelsen. Meget – rigtig meget – er sket siden slut april måned. Jeg er blevet færdiguddannet socialrådgiver i juni måned, og knap 14 dage senere, valgte Simon at forlade “os”. Jeg var sønderknust – hele mit fundament var endnu engang smuldret og forsvundet under mine fødder, og jeg stod nu – helt og aldeles alene – igen!

Tankerne flød sammen, men én tanke overvandt hele tiden de andre – aldrig mere skulle jeg se Mathilde :'( Min helt igennem, vidunderlige og fantastiske bonusdatter, som jeg gennem de sidste 2 år havde delt de dejligste stunder med, skulle jeg vinke farvel til. Pludselig mærkede jeg, at livet ikke længere handlede om mine egne følelser og behov, men derimod om dette lille væsen på 4,5 år, der af egen vilje havde lukket mig ind i hendes enorme univers af fabelagtige ting – hun gav mig SÅ stor kærlighed! Kærlighed jeg aldrig før havde følt, og et engagement jeg umuligt kan gøre hende efter. Hun var min lyst til at stå op hver morgen, og gøre mit absolut bedste for at få det bedste ud af dagen!

 

Én ting er skrevet i sten – jeg vil elske hende til den dag jeg dør! <3

Paulina Nygårds billede.

 

 

Bonusmødre – hyldes eller hades?

Min egen sag taget i betragtning, vil jeg jo (klart nok) stemme for at vi skal hyldes.. Og alligevel kan jeg nu (måske) godt se, hvorfor lillepigens biologiske mor kunne tænke sig at hade mig.

I vores (eller faktisk er det jo i Simons tilfælde) var det ham, der valgte at gå, og efter et ½ år finder sig en ny kæreste, bliver smaskforelsket og er blomstret op sammen med mig. Det må være enormt svært for den tilbagestående, at omfavne sin “gamle” kærligheds nye lykke. Især når den der “lykke” har et ansigt og en mund der kan tale og derfor ord man skal forhold sig til. Det må også være rædsomt, at efterlade sine børn hos den nye lykke med hud og hår og tage tilbage til sin ensomhed, der må være rungende, når en anden kvinde leger familie med ens familie.

Selv ved jeg ikke hvordan jeg ville reagere. Umiddelbart ville jeg hade hende den nye, være sikker på at hun var grimmere end mig, have lyst til at prikke hendes øjne ud og sy hendes arme fast på ryggen. Og dog. Jeg håber ikke jeg ville reagere sådan (halløj, spændetrøje). Jeg håber tværtimod at jeg vil kunne opføre mig ordentligt og have klarsyn, hvis den nye kvinde viser sig at være god ved mine børn.  Min egen situation taget i betragtning, ville jeg nok løsne kæbetøjet lidt på forhånd, da jeg jo selv står som den nye bonusmor, der bliver målt, vejet og drejet – om og om igen.

Tingen er dén, at biologiske mødre nok altid vil være sikre på, at bonusmor ikke gør det halvt så godt, som de selv ville gøre. Og næ, det kan der være noget om, da kærligheds-nerverne med blod og fostervand mangler. Men vi (ja VI – bonusmødre), gør det bedste vi kan – og vi gør det. Involverer os, putter i seng, tager med på legepladsen, vasker tøj, lytter og taler, opdrager og tager stilling…. og alt det andet man skal gøre for små mennesker. Selvfølgelig gør vi det, fordi vi elsker vores partner og børnene er en del af ham. Ud fra ham udspringer der sig så et nyt kærlighedsforhold til de små poder, der sidder fast på ham. Det ansvar vidste vi var dér, da vi sagde ja til at indgå i et forhold til manden og det ansvar står vi ved.

At vi så bander og svovler til mænd og veninder om hvor latterligt hårdt det er nogle gange, er en anden sag, men en sag der hører med til det at være bonusmor. Noget som jeg personligt håber jeg kan snakke med Mathilde om en dag. Den dag hun er gammel nok til den snak, skal vi have den – og jeg kan lige så godt sige det som det er – jeg glæder mig!

Jeg synes ikke det skal være et tabu overfor hende (når hun bliver gammel nok ), at det har været hårdt at være bonusmor for et barn, der ikke er ens egen. At jeg nogle gange, inden “skiftedag” har trukket vejret ekstra tungt. Det gør jo ikke min kærlighed til hende mindre eller er ensbetydende med, at man hellere ville have været foruden. Og hvem ved..? Måske vil hun så omvendt fortælle, at hun har trukket vejret lige så tungt, når det var tid til at skulle hjem til far og Paulina igen. Måske har de hadet alt det med at have 2 hjem, og måske havde hun helst været foruden en bonusmor..? Who knows..?

Uanset hvad denne snak kommer til at indeholde, så skal den ikke pakkes væk eller holdes nede – det er vigtigt at vi viser “vores” børn at der er plads til at snakke om de ting der har været svært og hårdt på den her rejse. Det er vores historie, og det er den der er med til at gøre os til os. Og faktisk tror (og håber jeg) at det kun kan gøre båndet mellem os endnu stærkere, når vi læser højt fra vores eget kapitel.

Love-is-a-condition

Hej Verden!

Og velkommen til PaulinaPigens Blog..! <3

Se dig omkring, læs mine indlæg og giv mig dine meninger/holdninger og tanker.

 

De varmeste hilsner
Paulina