… Og det var i dén grad den følelse jeg sad med.. I mit forhold til min eks, der varede i knap 2 år, var den eneste følelse jeg sad tilbage med efter bruddet, svigt.. Jeg var på så mange niveauer blevet svigtet, holdt for nar og ledt bag lyset. Jeg var ikke længere den kvinde han ønskede at tilbringe sin tilværelse med (og her var der ikke snak om hverken forlovelse eller ægteskab – overhovedet!)

Når jeg tænker tilbage nu, så “burde” jeg måske have set det komme – og så igen, HVORDAN?! Hvordan ser man det komme, at ham man elsker træffer dét valg, at bryde din tillid til ham, for i stedet at være sammen med en anden kvinde..? Jeg har fået det ind med modermælken, at man skal sætte andres behov før sine egne – og det må man da i sandhed sige at jeg gjorde i mit forhold til min eks..
Men for nu lige at starte ét sted, for ligesom at komme til “bunds”, så vil jeg forsøge at starte med mig selv.

Jeg er vokset op i en stor villa, mor og far og 6 børn (mig inklusiv). Vi havde alt hvad vi kunne drømme om – computer, hest, crosser, cykler på stribe, og en have på størrelse med en fodboldbane at lege på. Dog var alt ikke lutter idyl – min mor var/er alkoholiker. Sådan! Så er det ude, sagt højt, og til frit skue for alle til at dømme.. Jeg kan sige det med det samme – der er næppe nogle fordomme omkring dét at være barn af en alkoholiker jeg ikke har hørt før. Underlige blikke fra de andres forældre, bagtaleri i skolegården, og lærere der lod som om de ikke kendte til problemerne i hjemmet.. Jeps, been there, done that! Alt dette, sammen med en skilsmisse da jeg var 9, en mor der ikke tog ansvar, og en følelse af ensomhed har gjort mig til den person jeg er i dag (på godt og ondt) – nemlig én der har issues med tillid. Og jeg kan godt høre det – come on, det har de fleste mennesker sikkert i én eller anden grad.. Det anfægter jeg på ingen måde. Tværtimod er dette blot min måde at anskue min egen personlighed og dertilhørende issues – believe me, jeg har mange andre også!

Anyway, jeg har brugt det meste af min ungdom på at “passe på” min mor – nogle vil måske mene, at det var efter eget valg – tjah, det er vist meget med øjet der ser.
Jeg har altid været meget viljestærk, målrettet og bestemt omkring hvad jeg ville i livet. Jeg forsøgte hele min ungdom og også op igennem mine tidlige voksen-alder at tilegne mig en vis kontrol og selvbevidsthed. Jeg er igennem mine teenage-år droppet ud af folkeskolen, været inde og ude af “systemet”, hvor jeg har mødt forskellige typer socialrådgivere, men uanset hvor jeg kiggede hen mødte jeg alligevel aldrig én der for alvor forsøgte at sætte sig i mit sted, og lytte til hvad JEG havde brug for.
Denne følelse af at være “tilovers”, og ikke møde en lyst til at imødekomme mine behov, har måske nok i nogen grad gjort, at jeg har fået lært mig selv, at det ikke for alvor er vigtigt hvad jeg har brug for, men derimod hvad alle andre omkring har brug for. And let me tell you something – det er langhåret..! Det er langhåret altid at skulle være opmærksom på alle andre omkring én, og samtidig stadig have følelsen af at man ikke gør dét godt nok.

… Nu er jeg så blevet dét, som jeg selv vil kalde for “voksen”.. Med alt hvad dertil hører, og jeg forsøger på bedste vis at jonglere med det..